Litografi og dåser

 

Litografien blev opfundet af østrigeren Aloys Senefelder i 1799. Litografi stammer fra lithos: sten og grafi: skrive. Teknikken bunder  på at vand og olie ikke kan blandes. Man fremstiller en stenplade af specielle sten, Solnhofener-sandskifer fra Bayern. Man tegner  motivet på stenen med en fedtblyant eller fed farve. Herefter vædes  resten af stenen med vand. Derefter påføres fed trykfarve. Den bindes således kun til motivet og ikke til resten af stenen, der er våd. Stenen trykkes herefter mod papir eller karton.

Det første litografi i Danmark blev fremstillet i 1811. Det første tryk med flere farver blev fremstillet i 1826. Hver farve måtte påføres for sig. Mange motiver måtte således i gennem flere, op til 12-13, trykkeprocesser. Først i 1950’erne blev man i stand til at påføre flere farver på en gang.

Som et kuriosum kan nævnes, at den første avis med farveillustration blev udgivet i Grønland i 1861. Det var avisen Atuaggagdliutit.

Man forsøgte fra 1850 at trykke direkte på blikpladerne til dåserne, men med et dårligt resultat. Mens papir eller karton opsuger farven, var det ikke tilfældet med en hård blikoverflade, ligesom overfladerne på blikpladerne i 1850 sjældent var helt glatte og pladerne havde varierende tykkelse.

Joseph Huntley, der var søn af den Huntley, der startede kiksefabrikken i Reading, grundlagde i 1832 en dåsefabrik. Man begyndte med at producere 10 punds dåser til transport af kiksene og 7 punds dåser til butiksbrug. Dåserne var beklædt med papirlabels.

Fabrikken voksede og fik navnet Huntley, Boorne & Stevens, fabrikken som har lavet alle Huntley & Palmer kiksedåserne. En Bogtrykker i London, Benjamin George, fremstillede i 1868 den første litograferede dåse for Huntley & Palmer.

 Han brugte en overføringsteknik. Først blev der lagt et lag af fedtet farve på blikpladen, dette fungerede som klæbemiddel for overføringsbilledet. Motivet blev trykt på tyndt papir, som blev gnedet ind i bundfarven. Herefter fjernede man papiret, pladen skulle tørres og så kunne man lægge en ny farve på. En meget langsommelig teknik, men dog et stort fremskridt, da det nu var muligt at lave nøjagtige tryk på en blikplade

Nedenfor ses dåsen som regnes for den første litograferede dåse (i hvert fald i England). Dåsen er meget farvestrålende med 5 forskellige farver.

DSC00244

Dåsen er designet af Owen Jones og kaldes Ben George efter bogtrykkeren og regnes som den første litograferede dåse.

Ben George patent

I 1870’erne fandt man på at overføre motivet fra trykstenen til en kartonplade, Dette stykke karton blev foldet rundt om en cylinder, og man havde opfundet rotationspressen, således at det var meget hurtigere at trykke og dermed basis for en storproduktion. Senere udskiftedes kartonen med gummi, der var mere holdbart. Dermed havde man løst problemet med, at der var dårlig kontakt mellem to hårde overflade. Billedet blev tegnet på stenen, overført til rotationscylinderen beklædt med gummi og derfra videre til blikpladen.

En række opfindere havde forskellige patenter på dele af processen, men det lykkedes Huntley, Boorne & Stevens at opkøbe disse patenter, så de stort set havde eneret herpå indtil 1889. Først herefter kom den store dåseproduktion i gang i resten af verden.

De første dåser var relativt simple kvadratiske, senere, da man blev dygtigere, blev formerne mere og mere fantastiske og dåserne brugtes som udsmykning. Dette medførte at navnet på fabrikanten, der i begyndelsen var på forsiden, nu flyttede ned under bunden, det var ikke fint at have reklamer i stuen. Senere fandt man på at lave dåserne, som legetøj til børnene, for fortsat at holde kundernes interesse fangen. Det kunne være som biler, skibe eller f. eks vindmøller eller en lille slikautomat.

windmill